French Open 2020 Herresingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 119 |
Dato(er) | 27. september - 11. oktober 2020 Kvalifikation: 21. - 25. september 2020 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 16.052.100 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Herresingle | Rafael Nadal (13. titel) |
French Open-mesterskabet i herresingle 2020 var den 119. turnering om French Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af French Open 2020 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 27. september - 11. oktober 2020, mens kvalifikationen afvikledes den 21. - 25. september 2020.
Mesterskabet blev vundet af Rafael Nadal, som dermed vandt French Open-mesterskabet i herresingle for fjerde år i træk og 13. gang i alt, og han blev dermed den første spiller i tennishistorien, der vandt 13 grand slam-titler i single ved samme grand slam-turnering, idet han dermed forbedrede sin egen rekord på 12 titler i Paris. Triumfen var Nadals 20. grand slam-titel i karrieren, og han tangerede dermed Roger Federers rekord for flest grand slam-titler i herresingle. I finalen, der for første gang i historien blev afviklet indendørs under anlæggets nyetablerede skydetag, vandt den andenseedede spanier med 6-0, 6-2, 7-5 over topseedede Novak Djokovic, som dermed tabte til Nadal i French Open-finalen for tredje gang.[2]
Nadal spillede sig igennem turneringen uden sættab, og han blev dermed den første spiller i tennishistorien med fire grand slam-mesterkaber i herresingle uden sættab. Indtil da havde han delt rekorden på 3 titler uden sættab med Björn Borg. I en alder af 34 år og 130 dage blev han den næstældste vinder af titlen, kun overgået af Andres Gimeno, der var 34 år og 306 dage ved hans sejr i 1972. Finalesejren var spanierens 100. vundne kamp ved French Open-mesterskabet i herresingle, og han blev dermed den første spiller med et trecifret antal sejre i Paris, og den blot femte spiller i tennishistorien, der passerede 100 vundne kampe ved det samme grand slam-mesterskab i single. Det var samtidig hans 999. vundne kamp på tour-niveau.[3]
Der blev sat ny rekord for længste tiebreak ved French Open-mesterskabet i herresingle, da Lorenzo Sonego i tredje runde vandt tredje sæt (og dermed kampen) mod Taylor Fritz i tiebreak med cifrene 19-17. Tiebreaken alene varede 29 minutter, og det var samtidig den næstlængste tiebreak i en singlekamp i grand slam-historien.[4]